UNGE KAN OGSÅ FÅ PARKINSON

I Parkinsonregi er man yngre, når man er under 55 år; ca. 20% af alle Parkinsonpatienter fik sygdommen inden de fyldte 65 år. Det kan forekomme helt ned i 20-årsalderen.

Personligt blev jeg en del af statistikken, da jeg var 37 år. Men var forberedt på diagnosen.

I adskillige år havde jeg været plaget af mareridts – følelsen af at nogen overvågede mig; satte skjulte kameraer op, stod i skyggerne og lurede, ville mig til livs.

Senere fik jeg ondt i min albue og følte en tiltagende uro i armen. Kunne ikke bruge min arm uden at det resulterede i flere dages smerter i leddet. Jeg blev skannet, røntgenfotograferet og fik en halvkvædet vise om en tennisalbue.

Med troen på at det måtte kunne helbredes, begyndte jeg at gå hos en dygtig osteopat. Han måtte dog også efter et længere forløb give fortabt.

På en ferie til det skønne og kødelskende land Rumænien sagde mit tarmsystem pludselig ’STOP’. Jeg spiste alverdens ting efter alle gode husmoderråd; fuldkorn, HUSK, svesker osv. Lige lidt hjalp det.

Sideløbende med alle disse fysiske skavanker følte jeg, at min personlighed langsomt havde ændret sig. Jeg fik kortere lunte, følte mig jævnligt udmattet og modløs, var ikke den person, jeg selv mente, jeg var engang. Ubevidst gik jeg rundt og prøvede at finde et svar på, hvorfor jeg var blevet en anden. Var det pga. min skilsmisse? Min fars død? Mit job som havde givet mig stress? Noget helt fjerde?

PLIIIING!!! Pludselig en tidlig hverdagsmorgen slog jeg øjnene op før vækkeuret ringede og tænkte: ”Nu ved jeg, hvad der er galt med mig!!!”

Efter at have haft en far der kæmpede i over 20 år med Parkinson og i 2013 måtte give op. Kendte jeg kun alt for godt symptomerne på denne uvelkomne følgesvend. Det, der for mig blev mit wake up call, var min finmotorik. Jeg huskede pludselig min fars kamp med tandbørsten og bestikket og kunne nu genkende mig selv i det billede.

I en rasende fart konsulterede jeg Google og blev desværre ret hurtigt klar over, at alle mine skavanker tilsammen pegede kraftigt i retning af en diagnose med Parkinson.

Jeg ringede til min læge og bad om at blive udredt, og min egen diagnose blev efter undersøgelser og skanninger bekræftet. En ny følgesvend skulle nu være ved min side resten af mine dage.

En sådan tredjepart i et parforhold giver stof til eftertanke og sætter ægteskabet på en stor prøve. Det var ikke blot mig, der blev ramt; min mands billede af vores fremtid sammen faldt naturligvis pludselig også fra hinanden som et korthus. Hvad skulle der ske? Hvor hurtigt ville sygdommen skride frem? Hvilke ting skulle tales ekstra godt igennem? Der skulle forventningsafstemmes og tusindvis af andre ting popper frem fra det skjulte.

Et nyt kapitel i vores liv var startet. Min tilgang til diagnosen var (og er), at jeg ville give den kamp til stregen, så straks tog jeg fat på at sætte mig 100% ind i, hvorvidt jeg bedst muligt kunne holde sygdommen i ave.

Det har betydet, at jeg nu (så vidt muligt) træner 1-2 timers vekslende træning om dagen, spiser Middelhavskost, træner min hjerne dagligt og respekterer min krops signaler.

 

Jeg kan aldrig blive kureret, men kan mærke, at jeg har det mærkbart bedre, når jeg følger rådene omkring kost, motion og velvære. Mine mareridts er så godt som forsvundet, min albue gør ikke længere ondt, uroen i min arm er sjælden, maven er i meget bedre form, og humøret er stadig svingende, men holdes i kort snor.

At være den proaktive patient forlænger de gode tider markant. Man skal huske, at man langt hen ad vejen er sin egen lykkes smed.

 

                           

Mig der hylder hospitalsklovnene 2017

 

 

Hvorfor