Skrevet af: Jytte Bangsgaard                      

 

Når man har Parkinson er det vigtigt at tage sin medicin og passe sin motion. Men det er også vigtigt at få gjort de ting man drømmer om, og har mulighed for, mens man kan det.

 

Selv elsker jeg at rejse og har haft mulighed for at opleve flere fantastiske steder i de sidste år. I efteråret 2016 har jeg været i Barcelona og Andorra med Kulturrejser Europa. Rejsen hedder ”På opdagelse i Catalonien & Pyrenæerne”. Man flyver til Barcelona og fortsætter efter 2 overnatninger med bus rundt i det nordøstlige Spanien. Vi så fx Gaudi’s endnu ufuldendte kirke La Sagrada Familia. En kæmpe oplevelse – husk at købe billetter til kirken på forhånd og undgå den lange kø. Vi så også Dali’s museum i hans fødeby Figueres, oplevede Pyrenæernes storslåede natur og prøvede at overnatte i et kloster. Denne rejse kræver, at man kan komme op i en bus, og kan gå 1 – 2 timer i by og let terræn.

 

Hvis man har mod på længere flyrejser, kan jeg varmt anbefale Canada. Vestcanada byder på enestående natur-oplevelser og canadierne er utroligt gæstfrie og hjælpsomme. Jeg har været i Vancouver 3 gange, senest i sommeren 2016, fordi jeg rejser sammen med en veninde, der har familie der. På vores første tur sammen i 2011 fik vi Nyhavn Rejser til at planlægge en kør-selv-tur. Nyhavn Rejser bookede fly, hoteller/hytter og udlejningsbil hjemmefra. På turen oplevede vi den smukke storby Vancouver, Stillehavskysten på Vancouver Island og ufatteligt storslåede bjerglandskaber i Rocky Mountains. Vi kørte gennem bjergene fra Jasper til Banff, og fløj hjem fra Calgary. Det er let at køre i Canada med gode veje – også i bjergene. Vi kørte ca. 300 km ad gangen med 2 – 3 overnatninger hvert sted. Hver dag bød på nye oplevelser.

 

 Hvis man ikke vil køre selv, er der flere muligheder for tilsvarende rundrejser i bus med guide.

 

 Fordi vi rejste i foråret, hvor sneen knapt nok var smeltet helt endnu, mødte vi en masse bjørne langs med vejene. Der kunne de finde grønne planter at spise i dalene indtil det blev varmere og de ville trække højere op i bjergene. Vi mødte denne bjørnemor med 2 små unger i vejkanten langt ude i en nationalpark. Lidt efter parkerede vi på en rasteplads, hvor der kun holdt en enkelt autocamper. Vi gik en lille tur ad en sti gennem noget meget uvejsomt skov til en nedlagt farm, men da vi kom tilbage fik vi en meget ubehagelig oplevelse.

Midt på stien stod bjørnemor med sine 2 små unger. Vi var bange for bjørnen, men vi var også bange for at blive alene ude i skoven. Vi havde lært at man skulle skræmme bjørnene væk med en masse støj, så vi råbte, klappede og slog på nedfaldne træstammer med kæppe. Bjørnene forsvandt fra stien, og vi vovede os forbi stedet, hvor de havde været. Til vores store skræk lå bjørnen nogle få meter fra stien da vi gik forbi, men blev heldigvis liggende. Ungerne så vi ikke igen. Vi slap med skrækken, men vi drømte om bjørne i flere nætter.